Produkt
I dette indlæg vil jeg redegøre for begrebet svarskrift ved småsager. Supplerende til indlægget har jeg lavet en lille video som også beskriver svarskriftet (og kriterierne) ved småsager:
Når stævningen er forkyndt for sagsøgte, har sagsøgte 14 dage til at svare på stævningen. Undlader sagsøgte at svare, vil retten fælde dom til fordel for sagsøger. Det hedder at der fældes en udeblivelsesdom.
Modsat indsigelser ved den forsimplede inkassoproces, er der ved civile retssager (også småsager) krav til hvordan et svarskrift skal udarbejdes. Hvis sagsøgte svarer på stævningen inden fristen, men ikke overholder reglerne for svarskriftet, vil dette ved småsager ikke føre til en udeblivelsesdom. I stedet vil retten hjælpe sagsøgte med at udarbejde et overskrift.
Svarskriftet svarer i store dele til stævningen, blot med omvendte fortegn. I svarskriftet skal sagsøgte således argumentere mod din påstand, sagsfremstilling, anbringender og komme med sine egne modbeviser.
Når retten har modtaget stævningen og svarskriftet “overtager” retten sagens videre forløb. Som det første vil retten undersøge hvorvidt der er behov for yderligere oplysninger i sagen. I dette forløb kan retten rette henvendelse til parterne.
Det er sædvanligt at retten som del af dette forberedende arbejde indkalder parterne til et telefonmøde.
Under forberedelsen kan retten vejlede parterne om, hvordan retten mener at sagen vil falde ud. Det er ikke en definitiv vurdering, da denne først kan ske ved domsafsigelse efter hovedforhandlingen. Er sagen oplagt kan det dog for begge parter være en fordel at lytte til rettens vurdering af sagen og eksempelvis indgå forlig før hovedforhandlingen.
Ved småsager er retten med til at tilskære sagen, således at den er klar til en egentlig hovedforhandling. I retsplejelovens § 406 stk 2 er det fastlagt, at det er retten der forbereder småsagen. Dette kan eksempelvis ske ved at retten indhenter en erklæring fra en sagkyndig.
Som del af denne vejledning vil retten også “oversætte” de argumenter sagsøger og sagsøgte har skrevet i deres stævning og svarskrift fra “normale” argumenter, til “juridiske” argumenter.
Et eksempel kan være, at der argumenteres for et en kunde (sagsøgte) skal betale en regning på baggrund af en skriftlig aftale da “en aftale er en aftale”. Med denne formulering er der ikke tale om et egentligt juridisk argument. Her er det rettens opgave at omformulere argumentationen således at den får den rette juridiske “klang”. I eksemplet er den korrekte juridiske formulering således ikke at “en aftale er en aftale”, men at en aftale er “bindende”.
Relaterede artikler